30 somre, Copenhagen-bound, utilpasset mellembarn, sociolog, kæreste med Mathias, håbløs (uerkendt) romantiker, vild med morgener, meget lidt begejstret for grøn te, men vel ellers god nok.

Baggrund

For godt fire år siden hændte der mig to sammenfaldende livsbegivenheder. For det første blev jeg færdiguddannet sociolog og sagde dermed farvel til uddannelsessystemet efter 22 års lykkeligt ægteskab. For det andet stillede jeg op i athletic fitness, hvor jeg blev Danmarksmester.

Siden da har jeg arbejdet på at finde mig sådan rigtigt tilrette i tilværelsen (igen). I mit konkurrerenceforløb levede jeg i en art valgvakuum, hvor jeg meget sjældent behøvede at mærke mig selv og tage stilling til mig selv. Hvad jeg spiste, hvordan jeg trænede, hvor ofte jeg trænede, hvad jeg skulle prioritere etc. var et langt stykke hen af vejen givet. Mit uddannelsesforløb gik på mange måder i samme takt. Barren for succes var hele tiden kendt, så det handlede grundlæggende om at arbejde systematisk og dedikeret for at nå derop.

At træde ned fra scenen og at sige goddag til arbejdsmarkedet har været to meget forskellige oplevelser, men på mange måder med samme udfald: en følelse af til tider at være faret vild i livet – hvis jeg ikke er konkurrerende atlet, hvem er jeg så, og hvad betyder min træning så for mig? Hvad skal jeg egentlig med denne her sociologiuddannelse – jeg kan jo få alle mulige voksenjobs, men ingen af dem er givet på forhånd. Så hvad skal jeg egentlig gå efter?

Pludselig var der ikke længere et træningsprogram, en kostplan og et kendt pensum med en dertilhørende eksamensform, jeg kunne følge. Lige pludselig var det i højere grad op til mig selv at mærke efter, hvad jeg havde lyst til, og hvad der ville være meningsfuldt for mig at gøre – en skill, der for mig på daværende tidspunkt ikke var super veltrænet.

Så det, jeg har brugt tid på de sidste par år, har været at finde mig tilrette i en tilværelse og en hverdag, hvor mål og metode ikke er eksternt givet, men hvor jeg i langt højere grad kan og skal definere vejen selv. Det har været svært, fordi en af de egenskaber, jeg har, og det, der gør, at jeg ofte lykkes, er, at jeg kan planlægge og eksekvere. Hvad, jeg har fundet ud af er, at man kan ikke planlægge at finde mening. Der findes ikke en særlig meningssquat, man kan køre 3 x 8 af i 4 måneder, og så fandt man den der mening. Der skal andre tilgange til – i hvert fald for mig. Selvom det har været og stadig er en hård erkendelse, har den været enormt givende. Det er arbejdet med den erkendelse, jeg gerne vil lukke andre ind i og dele ud af.

Uddannelser og certificeringer

  • Kandidat i sociologi (Cand.scient.soc.)
  • Uddannelse i systemisk coaching ved Mannaz
  • Certificeret personlig træner hos Fisker Performance Education
  • Kursus i ACT (Acceptance and Commitment Therapy) indenfor sundsheds- og vægttabscoaching ved Tine Holst Agerskov
  • ”Procesledelse: den professionelle iscenesætter” ved Rambøll Attractor
  • Projektlederuddannet ved Implement Consulting Group
  • Projektlederoverbygning ”Styrk dit personlige lederskab” ved Implement Consulting Group
  • Precision Nutrition Level 1 (under uddannelse)

Følg med på Instagram

© Copyright - Ida Thyrring