Kvinder, der hader kvinder

23. februar 2019 | af Ida Thyrring

I går havde jeg midt i en bland-selv-slik-forretning en oplevelse, der gjorde så stort indtryk på mig, at jeg råbte om den til Mathias hele vej hjem over Dronning Louises Bro og gud hjælpe mig, om jeg ikke også vågnede i dag lørdag 7.10 og stadig tænkte på den.

Så here goes:

I går aftes da manden og jeg vadede rundt i den lokale bland-selv-slik-biks, kom jeg til at overhøre en samtale mellem tre gravide veninder. De stod sådan lidt i en rundkreds og hviskede til hinanden, men på den der måde, hvor man alligevel ikke rigtigt hvisker – de talte tydeligvis om den fjerde veninde, der ikke var til stede.

”Ej, ved I hvad? Så har hun fået taget en blodprøve, og den viser, at hun løber så meget, at hendes krop har stresssymptomer, og det er derfor, hun ikke kan blive gravid. Er det ikke sindssygt?! Stresssymptomer?”

”Jo, hvor er det sindssygt. Hvor er jeg glad for, at jeg aldrig har løbet så meget. Det er jo sindssygt.”

Og så klappede de sig alle sammen på deres gravide maver, hævede øjenbrynene og valsede videre i deres næsten gulvlange jakker, army støvler og tophuer. Lige der. Lige der var jeg ved at flyve over og knalde dem sådan en med mit sammensnørede arsenal af sure kastanjer, mini brazil og salte søstjerner. Lad os lige prøve at se på, hvad fanden det egentlig er, de står at siger:

  1. Man kan løbe så meget, at ens krop har stresssymptomer, og derfor kan man ikke blive gravid – det er jo sindssygt.

Well, nej. Det behøver det nødvendigvis ikke være. Ved højintenstræning (som løb fx kan være) aktiveres det sympatiske nervesystem, man går i det såkaldte fight-or-flight-mode, og man udskiller hormonerne adrenalin og kortisol. Kroppen fokuserer sine ressourcer på at komme igennem arbejdsbelastningen og sætte alt ind på at komme igennem den stressfyldte situation. Det betyder også, at den på det stadie ikke er særligt tunet ind på andre funktioner som fx fordøjelse og reproduktion.

Så, hvis nu veninden er en engageret løber med flere intense og lange pas i ugen, er det ikke sindssygt, men i højere grad fysiologisk meningsfuldt, at hun måske har svært ved at blive gravid. Og det er ikke nødvendigvis det samme som, at hun faktisk er stresset.

  1. Jeg glædes over, at jeg ikke selv har løbet så meget, at jeg ikke havde problemer med at blive gravid.

Det kan jeg umiddelbart godt forstå. Det må da også være fantastisk, at det lykkes, hvis det er det, man ønsker. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om det, der også blev sagt mellem linjerne var, ”Kæft, hvor er jeg dødmisundelig på min veninde, som faktisk får udrettet det, jeg selv gerne vil – endelig kan jeg fryde mig, nu hvor hendes ihærdighed er blevet hendes tab, og min dovenhed min triumf”. Jeg ved, at det er en kæmpe antagelse fra min side. Jeg aner i bund og grund ikke, hvad deres motivation var for at sige, det de sagde. Måske var de oprigtigt kede af det på den fraværende venindes vegne. Og jeg håber sådan – helt inderligt – at min antagelse er forkert og bør være til skamme.

Tænk engang, hvis den ikke er. Tænk engang, hvis der faktisk mellem linjerne er et element af at fryde sig og endelig føle sig oven på.

Min storebror sagde engang til mig: ”Det er ikke mænd, der hader kvinder. Det er kvinder, der hader kvinder. Det er det, der er problemet.” Jeg har alle dage været skide fornærmet over det udsagn og virkelig ønsket, at han ikke skulle have ret.

I går blev jeg oprigtigt i tvivl.

© Copyright - Ida Thyrring