Det rigtige at gøre er ikke altid det fede at gøre

5. februar 2019 | af Ida Thyrring

I morges vågnede jeg med ondt i halsen, kulde-svede-kulde-ture og et dunkende hoved. Inden jeg overhovedet havde fået øjne, for der en jagende irritation gennem kroppen på mig drevet af selvbebrejdende tanker:

”Hvorfor fanden kunne du ikke bare have taget mere overtøj på, da du gik den tur om Søerne igår?”,

”Nu er du syg igen for tredje gang denne her vinter, det er fandme weak!”,

”Nu kommer du ikke til træning i dag, og så er din træningsrytme brudt. Igen. Flot.”

På vej til arbejde nåde jeg både at beslutte mig for at tage til træning og at ombestemme mig igen mindst 17 gange – og der er vel at mærke kun 8 min. på cykel derhen. På den ene side kunne jeg mærke, at jeg virkelig havde lyst til at tage til træning. Ikke kun fordi, jeg virkelig gerne ville det, der var på programmet, men fordi jeg også ville bevise overfor mig selv, at jeg da i hvert fald ikke ville lade mig knække at sådan en omgang latterlig forkølelse. På den anden side var jeg godt klar over, at det, jeg nok egentlig havde behov for, var hvile.

Mit fokus det sidste stykke tid har været at prøve at adskille, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg har behov for. Jeg kan tit komme til at handle på mine lyster og impulser, og så først bagefter få øje på, at det måske slet ikke var det, jeg egentlig havde behov for. Ikke at man altid skal handle på sine behov og aldrig sine lyster. Udfordringen har derimod været ikke at kunne adskille de to i den konkrete situation, hvor valget skal træffes. Det har tit resulteret i valg truffet i blinde og forvirring med ærgrelse og kedafdethed som efternølere. Derfor var turen i dag på cykelstien også ekstraordinært krævende – nu havde jeg for pokker, mens valget stadig var der, fået adskilt de to og identificeret, hvilken handling, der ville være drevet af hvad.

Valget landede på ikke at tage til træning. Jeg gik med mit behov for hvile og ikke at presse mig selv yderligere bare for at bevise for mig selv, at jeg er en fandens karl. Og selvom jeg er sikker på, at det var det rigtige valg, så føltes det stadig nederen. For jeg havde jo lyst til noget andet.

Halvsløj – træning/ikke træning? En banal og måske endda tenderende ligegyldig hverdagssituation, men ikke desto mindre case in point: det rigtige valg er ikke altid det fedeste valg, og måske er det okay, at det stadig føles irriterende, selv efter man har valgt det. Det rigtige behøver måske ikke føles godt lige i det øjeblik, man går med det. Måske den følelsesmæssige bekræftelse af rigtighed først behøver komme senere – fx i morgen, når jeg forhåbentlig er frisk igen og dér kan sætte pris på, at jeg faktisk lyttede til mit behov?

© Copyright - Ida Thyrring