Det er selvfølgelig bare et stykke popmusik

13. maj 2019 | af Ida Thyrring

Det er selvfølgelig bare et stykke popmusik: Clara Crazy (udvalgte lyrics red.):

Wish I could take it easy

On myself some time

I need a break from myself

My mind is always working, brainoverload

I wish I could rid of all this stress inside my body

Not compare myself to everybody else

I think I might be going crazy

Think I might have lost it lately

I am so caught up in myself

I think I might be going crazy

All these voices in my head, bringing me down

I should put them to rest, but they are so loud

They don’t know! – they don’ know!

True, det gør de ikke. Tankerne. They don’t know. I hvert fald ikke nødvendigvis.

Tanker om, er jeg god nok nu? Kan jeg nu? Ser de andre mig nu? Er jeg berettiget?

De prøver at beskytte dig tankerne. Fra den sociale udstødelse. Fra afvisningen. De vil dig det egentlig godt. Selvom de føles væmmelige. Ubehagelige. Alle kender det. Eller i hvert fald nogen kender det. Eller: jeg kender det. Tankerne. Usikkerheden. Ubehaget. Det er at være bange for ikke at slå til socialt. Sammen med dem du gerne vil kunne være noget sammen med og for. De prøver egentlig bare at beskytte mig. Tankerne. Fordi, jeg netop er blevet afvist før. Fordi jeg er blevet ked af det før. Fordi, jeg ikke var go’ nok. Engang. Troede jeg. Derfor fortæller de mig: gå ikke derhen igen.

Det er både store ting: ” Vi kan ikke tilbyde dig denne her stilling – vi ser dig egentlig ikke så meget som konsulent.”, ”Jeg føler den bare ikke, Ida. Jeg ser ikke det her gå videre”, ”Jeg ved, det, du gerne vil have, er en undskyldning, men det vil jeg ikke give dig.” Det kan også være små ting. Bittesmå ting. Hverdagsting: ”Mjaaa, jeg gider bare ikke rigtig se den film, du gerne vil.”, ”Hmm, skal vi ikke hellere [indsæt selv]”, ”Sådan ser jeg det ikke. Jeg tror, du ser det forkert. Prøv at tænke på det sådan her [noget med noget med noget].”

Jeg er blevet afvist. 100vis af gange. Hvis ikke 1000vis. Nogen gange af meningsfulde grunde. Andre gange af grunde, jeg slet ikke forstod. Jeg var god til matematik i folkeskolen. Hvorfor skulle jeg mobbes for det? Hvorfor skulle min cykel piftes for det? Hvorfor skulle jeg holdes ude af pigegruppen for det?

Måske er ”hvorfor’et” ikke så vigtigt. Hvad der er vigtig er, hvad jeg gør med det i dag. I dag hvor jeg ved, at der er sket noget. Og det noget giver mig en ængstlighed for ikke at være god nok. For ikke at være berettiget. Men jeg behøver ikke handle på den ængstlighed. Jeg behøver ikke tie eller lade være med at give mig selv til kende bare fordi, jeg føler den ængstlighed.

Jeg kan godt sige, hvilken film jeg gerne vil se, selvom jeg er bange for, at alle de andre vil se en anden.

Jeg kan godt sige nej tak til min mormors dessert, selvom jeg føler, jeg bør sige ja, for nu har hun stået i køkkenet hele aftenen. Og hun har glædet sig til, at jeg kommer.

Jeg kan godt sige noget på det møde, hvor der sidder en vigtig direktør. Jeg er vel inviteret til det møde af en grund (?)

Jeg kan godt stille mig op midt i gym og sjippe. Selvom jeg faktisk ikke (endnu) kan sjippe.

Jeg kan godt bede om noget, jeg synes er rimeligt til min jobsamtale, selvom det føles ikke så super rart.

Jeg behøver ikke smelte sammen med mine tanker.

De er ikke (nødvendigvis) virkelighed.

De er tanker.

Jeg kan holde dem ud for an mig. Let og i begge mine hænder.

De må gerne være der. Det er helt okay. Men jeg behøver ikke gøre et knæfald for dem.

Jeg har et valg.

Selvom det ikke føles rart.

Den er der stadig. Muligheden. For at gøre noget andet, end det tankerne fortæller mig.

© Copyright - Ida Thyrring