Awesome Uge Part 1: Jeg har sagt, hvordan jeg havde det

2. marts 2019 | af Ida Thyrring

Denne her uge har været ovenud go’.

Der er sket så mange gode ting, at jeg har valgt at dele læringerne op i tre posts.

Så her kommer Awesome Uge Part 1.

Fredag aften havde Mathias og jeg dedikeret til død-og-ødelæggelse-film, hjemmelavet pizza og camping habit, men da jeg cyklede ud af Nørrebrogade for at møde ham ved Brugsen, hvor vi sammen skulle købe ind (ligestilling, du ved), slog det mig, at jeg ikke havde lyst til 100% rendyrket hygge-buks-fredag, men faktisk også havde lyst til et glas rødvin og det der ”snakke sammen”. Inden jeg nåede frem, grublede jeg frem og tilbage, om det ville være dumt at sige til Mathias, for hvad nu hvis han følte, han også skulle have lyst til noget andet? Eller mit forslag ville give ham følelsen af, at jeg egentlig ikke gad vores oprindelige koncept, men gerne ville give aftenen et andet script? Hvad nu hvis det endte med, at jeg sad alene med min rødvin og prøvede at være all romatic, og han så ikke lige var in the zone – ville jeg så være en mega sad type?

Heldigvis, mens jeg kæmpede mig frem i regnen ned ad Nørrebrogade, nåede jeg også at huske på, at de gange, hvor jeg ikke har givet udtryk for, hvad jeg har haft lyst til, men derimod har squeezet mig selv, er det ofte endt med, at jeg er blevet vred og har været træt af mig selv for ikke at stå ved mine ønsker. Endnu værre har det også nogle gange resulteret i, at jeg er blevet gal på andre og projiceret min irritation over mig selv ud på dem, ganske enkelt fordi irritationen var for træls at bære selv. Så var det ligesom lettere at gi’ andre (i hvert fald en del af) skylden.

Derfor besluttede jeg inde i Brugsen et sted mellem Zinfandel og Ripasso at sige til Mathias, hvordan jeg havde det. For hvad var egentlig det værste, der kunne ske? Det værste, der kunne ske, var, at han blev lidt forvirret og ked af det, hvis han tænkte, jeg ikke ville den aften, vi havde planlagt. Og så kunne jeg jo forklare ham, at det ikke var sådan det hang sammen. At det måske mere handlede om at udvide konceptet. Det bedste, der kunne ske, var, at jeg faktisk turde stå ved mit ønske, og at det ønske kunne integreres i planen, så vi begge kunne være i det med de ønsker til aftenen, vi måtte have.

Heldigvis sagde jeg det.

Heldigvis kunne det sagtens passe sammen.

Heldigvis følte jeg mig ikke forkert og upassende, snarere tværtimod. Jeg følte, jeg turde stå ved, hvad jeg havde lyst til, og jeg var stolt over faktisk at sige det højt, selvom det måske ikke helt var 100% on strategy.

En lille hverdagssejr, men ikke desto mindre en sejr.

© Copyright - Ida Thyrring